Department of Culture and Learning

News-show

Mobilen er blevet et uundværligt værktøj for migranter

Mobilen er blevet et uundværligt værktøj for migranter

For migranter på flugt gennem Europa er mobiltelefonen blevet et uundværligt redskab, der bl.a. hjælper til at finde vej, indhente information og skabe netværk. Manglende teknologikundskaber kan derfor også få alvorlige konsekvenser. Det fortæller en gruppe forskere fra bl.a. Institut for Kultur og Læring i en ny bog, hvor de har samlet resultaterne fra det treårige forskningsprojekt Diginauts.

Last modified: 13.09.2022

Digitale teknologier og platforme er en integreret del af de flestes hverdag. Det gælder også for mennesker på flugt. For dem har bl.a. gps-apps, beskedtjenester som Whatsapp og sociale medier som Facebook afgørende betydning, når de skal finde ruter gennem Europa, indhente informationer, holde kontakt med familie og venner i hjemlandet, modtage pengeoverførsler mv., men de er også med til at skabe en højere grad af sikkerhed for den enkelte. Det viser et forskningsprojekt, Diginauts: Migrants’ digital practices in/of the European border regime, som forskere fra Institut for Kultur og Læring, IT-Universitetet og Københavns Universitet står bag. Resultaterne fra dette projekt er nu samlet i en ny bog, The Migration Mobile.

- I bogen belyser vi migranters brug af digitale teknologier og platforme i mødet med de europæiske grænseregimer. Gennem den udbredte brug af smartphones er det f.eks. blevet muligt for migranter at give et indblik i den modstand, de møder fra grænseregimer, og derudover viser vores arbejde også, at grupper i særligt udsatte situationer, eksempelvis minoritetsgrupper blandt minoriteter, ofte bruger teknologier og platforme til at finde sikkerhed i miljøer, som ikke er tolerante eller opmærksomme på deres behov. Samtidig er de digitale teknologier blevet vigtige værktøjer i forhold til at indhente information om ændringer i de enkelte landes asylpolitik. Det kan derfor også få store konsekvenser for de migranter, der ikke har gode IT-kundskaber. Det giver en meget stor usikkerhed og kan være afgørende for deres krav om asyl eller senere muligheder for eksempelvis adgang til uddannelse, familiesammenføring eller mulig deportation, forklarer Martin Bak Jørgensen, der er professor i forskningsgruppen Democracy, Migration and Society (DEMOS) på Institut for Kultur og Læring og har stået i spidsen for Diginauts-projektet.

Feltarbejde i europæiske grænseregioner

Som led i projektet og den aktuelle bog har forskerne og inviterede bidragsydere været på feltarbejde og har gennemført interviews med migranter i den græske grænseregion, ved den dansk-svenske grænse, i Hamburg, i libyske flygtningelejre og i den norditalienske grænseregion. I den forbindelse peger forskerne på, at den digitale infrastruktur langt fra er bredt tilgængelig i de europæiske lande, og det er medvirkende til at marginalisere udsatte grupper i samfundet som f.eks. migranter.

- Vi har set, at man flere steder lukker for offentligt tilgængelige wifi-hotspots, og det sætter mange migranter i en vanskelig situation, fordi de ikke har råd til at betale for wifi eller abonnementer med dataforbrug, og på den måde udelukkes de fra information og for at kunne komme i kontakt med familie og venner.  Adgang til både information og den digitale infrastruktur er imidlertid essentiel for at kunne navigere i det europæiske grænseregime, men ligeledes for at opretholde helt basale hverdagsrutiner, siger Martin Bak Jørgensen.

 

Fakta:

- Diginauts-projektet blev gennemført fra 2018 til september 2021
- Resultater fra forskningsprojektet er samlet i bogen, The Migration Mobile (open access)
- Læs mere om forskningsprojektet DIGINAUTS

 

All news